Jeg har en del udstyr, og herunder vil jeg skrive lidt om de vigtigste ting.
For at brygge øl kræves der ikke ret meget. For at brygge godt øl kræves der lidt mere.
Gærtanke:
Jeg har 6 gærtanke, eller plastikspande.
4 på 30L og 1 på 10L. Den lille på 10L er beregnet til små prøvebryg.
Af de 4 store spande har jeg monteret en taphane i den ene og denne spand bruges udelukkende til tapning af øllet.
Jeg har i efteråret 2011 været med i et fælleskøb på håndbrygforum og har købt en 40 L. konisk gærtank i plast, efterfølgende har jeg forsynet den med rustfri kuglehane og en slangestuds.
Flaskning:
Jeg har en bordmodel kapselpåsætter. Denne fulgte med mit begyndersæt, og jeg er glad for at det er den lidt dyrere model og ikke blot en lille "tang"
For at få øllet på flasker har jeg 2 flaskepåfyldere, en til at sætte på slangen fra hæverten og en til at montere på taphanen på min gærtank/spand. Begge gør arbejdet godt, og det er ikke så vigtigt hvilken en man bruger. Det vigtigste er at man fylder flasken fra bunden for ikke at ilte øllet under tapningen.
Endvidere har jeg fået en Beergun som gør det muligt at tappe fra mine Cornelius fade direkte til flasker og derved undgå bundfaldet da jeg karbonerer øllet i fadene. Herunder kan du se en video der demonstrerer hvordan den virker, det er dog lidt sværere end han får det til at se ud, men sådan er det jo tit med reklamer :o)
Til tørring af flasker efter de er rengjorte og desinficerede har jeg købt et flasketræ. Det kan varmt anbefales at investere i et flasketræ, da det gør processen meget nemmere.
Flasker:
Jeg har tidligere brugt almindelige ølflasker, men er ved at udfase dem da de er ret kedelige (og ret små) jeg har derfor købt 12 kasser med BrøckHouse flasker på 0,5L og patentlåg. Derudover har jeg en større samling af flasker fra forskellige bryggerier. Størrelserne går fra 0,5L. til 0,75L. Mine foretrukne flasker er Gourmetbryggeriets 0,66L og Chimay 0,75L
Jeg vil dog ikke helt droppe de gamle 0,33L flasker da de er gode at give væk som gaver. Så jeg tapper en håndfuld af dem ved hver brygning. Jeg har også købt en stak flasker i fra Tyskland på 2 L. stykket. De skal primært bruges til lagring efter øllen er karboneret i mine fade. Jeg købte dem hos Hellmann og det var en kamp på over 2 måneder at få det hele på plads der inkluderede fornærmende mails og trusler om politianmeldelse (de ville melde mig!), men jeg fik dog mine penge for de flasker der gik i stykker under transporten, men det er sidste gang jeg handler hos Hellmann.
Rengøring af flasker:
Jeg har en hjemmebygget flaskevaskemaskine der består af min el gryde, en gammel pumpe fra en højttryksrenser, et stump tagrende og noget 10 mm kobberrør. Den virker fint og kan vaske ca. 100 flasker i timen. Efter flaskerne er vasket får de et skud koldt vand inden de sættes til tørre på flasketræet.
Til de meget snavsede flasker bruger jeg en roterende stålbørste, men det er ret tidskrævende, så jeg bruger altid flaskevaskeren først.
Fadøl:
Jeg har investeret i 7 minifade og 2 forskellige taphaner. En beerking2000 og en Partystar Deluxe. Den sidste er klart den bedste da den er bedre til at holde øllet under tryk, og derved forhindre at det bliver dovent. Så skal du igang med at tappe på fad er mit råd klart: PartyStar Deluxe er alle pengene værd!
Dertil har jeg indkøbt en BierMaxx som er et anlæg til festfade. Fidusen er at det hele er bygget ind i en isoleret kasse, og man kan så sætte køleelementer ned til øllet og på den måde servere koldt øl fra et anlæg der ikke er lige så grimt som tønderne alene.
Jeg har i 2012 investeret i Cornelius fade de jeg har brug for at kunne lagre mine øl i lang tid og de er den mest plads effektive måde at gøre det på. Jeg er startet op med en simpel picnic hane og 4 fade.
Til min fødselsdag i 2012 fik jeg penge af mine forældre (de kan ikke rigtig finde ud af webshopping) og for de penge købte jeg en lækker komsatorhane i Tyskland. Jeg ved ikke helt endnu hvordan den skal monteres, men jeg tror det bliver noget med en lang slange der kører gennem noget is/vand.
Gryde:
Jeg har tidligere brugt vores store suppegryder,
men har nu købt en "rigtig" elgryde til brygningen.
Den er købt på eBay i tyskland og kostede ca. 600,-
Jeg har monteret en kuglehane i den, og har et lille grydefilter der stopper malten og humlen i at løbe ud.
Derudover har jeg lavet en falsk bund til gryden. Jeg købte et stykke rustfri stålplade hos den lokale smed og skar den ud så den passede i bunden af gryden. I pladen skar jeg en masse riller så urten kan løbe ud uden at mæsken følger med.
Udover den elektriske gryde har jeg et 8,5 Kw gasblus, så nu kan jeg humlekoge hurtigt og kraftigt.
Jeg har i foråret 2012 udvidet med en 36,5L Brouwland gryde med taphane. Til denne gryde har jeg lavet en falsk bund i rustfri hulplade. Det er bare noget grej der virker! Jeg har endvidere byttet min gamle 27L gryde (og lidt andre småting der lå og samlede støv) til en 50L rustfri gryde, så nu kan jeg brygge op til ca. 40 L af gangen.
Mæskepumpe:
Jeg har investeret i en mæskepumpe (det er egentlig en pumpe til solvarmeanlæg) fra www.solarproject.co.uk som jeg har planer om at lave en kobber "manifold" til så den kan cirkulere urten under mæskningen. Indtil videre er dette dog på planlægningsstadiet.
Afkøling af urt:
Jeg har investeret i en rustfri chiller. Jeg overvejede mange forskellige modeller, men besluttede mig for en model i rustfrit stål. Den er ikke lige så effektiv som en kobber chiller, til gengæld kan den desinficeres i iodophor og behøver derfor ikke at koge med. Dette er en fordel hvis man laver små bryg for det er ikke altid det er muligt at koge chilleren med, da der ikke er nok væske i gryden til at dække chilleren.
Valsning:
Jeg har indkøbt en Crank'n'Stein 3D, som er en rigtig god mølle da de 3 valser giver en rigtig god valsning. De første 2 valser flækker malten og den sidste valse deler kernen i passende stykker.
Selve maltmøllen trækker jeg med min DeWalt borehammer, da de andre bore/skrue maskiner ikke er kraftige nok. Jeg har en gammel elmotor fra en vaskemaskine liggende som jeg overvejer at montere på møllen, men det er et fremtidsprojekt.
Min gamle corona solgte jeg på håndbrygforum. Det var en ganske god mølle til prisen, men nu hvor jeg har fået en "rigtig" maltmølle kan jeg tydeligt se forskellen, men jeg vil bestemt stadigvæk anbefale Corona til begyndere.
Gærstarter:
Jeg har ombygget en computerblæser og bygget den ind i en trækasse, på den kan jeg så stille min kolbe med en magnetisk pind i og på den måde holde gæren i konstant bevægelse. Systemer er ret hjemmegjort men virker upåklageligt, og har ikke kostet mange kroner at lave.
Lagring af øllet:
Jeg bruger vores lille viktualiekælder, men har planer for vores køleskab som står overfor en udskiftning. Til disse planer har jeg indkøbt en STC-1000. Det er en microcomputer temperatur styring, som kan styre både køling og opvarmning. På den måde kan jeg nu undergære hele året, eller lagre ved den bestemt temperatur. Det gamle køleskab kan desuden bruges ved fester o.lign. da jeg ikke ombygger det, men blot tilføjer min STC-1000.
Jeg lagrer mest på flasker, og som sagt har jeg indkøbt nogle store flasker i Tyskland som skal bruges til formålet fremover.
Øvrigt udstyr:
Brygskeer, hævert, thermometre, Öschlevægt (til måling af vægtfylde/alkohol), målebæger, gærstarterglas med gærlås, Iodophor til desinficering, pipetter, vægt (vigtigt med en præcis vægt)
"Beer is proof that God loves us and wants us to be happy."
-Benjamin Franklin